Nyhedsbrev Log ind

Hvad der nager, og hvad der nærer - om rådgivning af stressramte

Stress er blevet lidt af et modeord, nærmest en folkediagnose, der bruges i mange forskellige sammenhænge og om mange forskellige tilstande. Men hvad vil det egentlig sige at have stress? Og hvilke redskaber kan man bruge i samtalen med den stressramte?

SOM RÅDGIVERE OG SAGSBEHANDLERE sidder vi ofte over for mennesker, der slås med stressproblematikker. Det kan være den langtidssygemeldte, der er gået ned med stress, og som nu skal hjælpes tilbage til en hverdag, som vedkommende kan holde til. Eller det kan være kontanthjælpsmodtageren, der ud over ledighed også slås med fx angst, og for hvem kravet om aktivering i sig selv kan opleves som en stressfaktor.

Samtidig kan man som rådgiver sidde med oplevelsen af, at stress er blevet et modeord og en diagnose, der bruges i mange forskellige sammenhænge og om mange forskellige tilstande. Så hvad vil det egentlig sige at have stress? Hvordan kommer det til udtryk, og hvilke redskaber kan vi bruge i samtalen med stressramte for at hjælpe dem bedst muligt?

HVAD ER STRESS?

I ”Stressbogen” definerer Bo Netterstrøm stress på følgende måde: ”Stress er kroppens svar på en belastning, der kan være både fysisk og psykisk. Det afgørende for, om belastningen medfører stress, er dels belastningens styrke og varighed, dels hvordan man oplever den. Oplevelsen af belastningen afhænger af personlige og miljøbestemte ressourcer.”

Ud fra Netterstrøms definition kan stress illustreres som en vægt, der tipper til den ene side, fordi vægtskålen med krav opleves som tungere end vægtskålen med ressourcer – hvorfor kravene bliver til belastninger. Krav skal forstås som både ydre og indre krav i forhold til såvel arbejde som privatliv. Ressourcer skal på tilsvarende måde forstås bredt som både psykiske, fysiske, faglige, sociale og tidsmæssige ressourcer.

Hvornår vægtskålen tipper, vil være forskelligt fra menneske til menneske og afhænge af mange individuelle faktorer. Det interessante – og vigtige – vil derfor altid være at forholde sig undersøgende til, hvordan den enkelte oplever sit liv og sin vægtskål her og nu.

I samtalen med stressramte vil det sige, at vi skal have fokus på tre områder: 1) Hvilke belastninger/krav oplever personen?, 2) Hvilke tanker gør personen sig om det, der stresser?, og 3) Hvilke ressourcer har han/hun i sig selv og i sit liv? Med andre ord kan man sige, at vi skal have afdækket – og arbejdet med – hvad der nager, og hvad der nærer. 

HVAD DER NAGER

Et af de vigtigste symptomer, vi skal være opmærksomme på i samtalen med stressramte, er, at de er ramt på det, man kalder de kognitive funktioner. Med kognitive funktioner forstås de funktioner, der har med tænkning at gøre. Derfor er et af de vigtigste principper for samtalen med stressramte netop, at vi understøtter de kognitive funktioner. Og hvordan gør man så det? Helt konkret vil det sige, at man hjælper den stressramte med at få overblik, med at huske og med at kunne koncentrere sig.

Vægtskålsbilledet kan være et nyttigt redskab til at hjælpe den stressramte med at få overblik. Når jeg har stressramte i forløb, starter jeg ofte med at tegne og forklare vægtskå- len. Derefter spørger jeg, hvilke ting der stresser dem - det kan både være i forhold til arbejde (eller mangel på samme) og i privatlivet. Efterhånden som de nævner de ting, der stresser, skriver jeg dem op på tegningen under vægtskålen med krav.

Når de vigtigste stressfaktorer er linet op, beder jeg personen om at sige, hvilke to ting der lige nu stresser dem mest, og som de har størst behov for, at vi får talt om og handlet på, hvis muligt. Herefter går vi over til at lave en så konkret handleplan som muligt for de to faktorer, der lige nu topper stresslisten hos vedkommende. Hvis det, der stresser, er et forhold, der ikke kan ændres på, såsom alvorlig sygdom hos en nærtstående, taler vi om, hvordan den stressramte bedst muligt kan være i situationen, når det nu engang er sådan. Hvad har han/hun brug for?

NÅR ORD FORSVINDER

I mange situationer kan den øvelse, der ligger i at nævne, opstille og prioritere stressfaktorerne, i sig selv være en lettelse, fordi den etablerer overblik. Derudover er visualiseringen af det, man taler om, et vigtigt redskab i samtalen med stressramte, fordi det både understøtter overblikket og koncentrationen.

For mange stressramte kan det talte ord have det med at forsvinde. Det kan derfor være en hjælp, at man visualiserer – eller skriver dét ned – som man taler om undervejs i samtalen og meget gerne også giver den stressramte tegningen med hjem bagefter. Det vil hjælpe vedkommende med at huske, hvad der blev talt om, og på den måde kan tegningen virke som et anker, både i selve samtalen og efterfølgende.

Derudover kan dét, at man har noget fælles at kigge på, fx i form af en tegning af vægtskålen, tage noget af presset fra kontakten, i og med man så ikke behøver at have øjenkontakt hele tiden. Netop øjenkontakt kan for nogle psykisk sårbare virke meget anstrengende, og det kan derfor være en hjælp, at der er et fælles tredje, som begge parter har fokus på.

KATASTROFETANKER OG MODSTAND

At hjælpe med at få et overblik over de faktorer, der stresser, er altså et vigtigt princip for samtalen med stressramte. Man skal dog som rådgiver være forberedt på indledende modstand og irritation, der kan komme til udtryk i udsagn som ”Det ved jeg ikke. Det er jo bare det hele…” Sådanne udsagn er udtryk for et andet vigtigt symptom hos stressramte, nemlig at tankerne ofte vil være ukonkrete og præget af ”aldrig/altid”-tankegangen. Der kan derfor være modstand over for at skulle konkretisere, hvad det er, der stresser – samtidig med at det netop er det, der er brug for. Det er derfor vigtigt, at man som rådgiver ikke lader sig skræmme af en eventuel modstand og i stedet stille og roligt rummer den ved at give udtryk for, at man godt kan forstå, at det føles uoverskueligt og svært - samtidig med at man holder fast i at få det svære afdækket og konkretiseret.

”SIG TROLDENS NAVN”

Den samme modstand kan melde sig, når man forsøger at tale handleplaner for de største stressfaktorer. En del af stressens psykologi er, at man føler sig fanget i sin situation og ikke kan se en vej ud af hamsterhjulet. Derfor kan man blive provokeret og irriteret over gode råd, fordi de kan opleves som en manglende forståelse for, at der ”jo ikke er noget at gøre”.

Oplevelsen af at være fanget og frygten for at handle hænger ofte sammen med det, man kalder katastrofetanker. Det vil sige, at man er overbevist om, at helvede bryder løs, hvis man gør dét, som man måske inderst inde godt ved vil hjælpe, men som man er bange for konsekvenserne af, fx at sige fra. Sådanne katastrofetanker vil ofte være diffuse – eller også er de meget konkrete, men måske ikke særligt sandsynlige. Uanset hvad er det vigtigt, at man får adresseret, konkretiseret og realitetstestet disse katastrofetanker. Følgende spørgeguide kan være en nyttig fremgangsmåde:

  1. Hvad er du bange for vil ske? (så konkret som muligt)
  2. Hvor stor er sandsynligheden for, at det sker? (fx angivet i procenter)
  3. Hvad kan du gøre, hvis det sker?

For mange vil det i sig selv være en hjælp at få konkretiseret og sagt højt, hvad det er, de er bange for, og for nogle vil konkretiseringen af katastrofetankerne medføre, at de kan høre, at det, de frygter, måske ikke er så sandsynligt. Denne erkendelse kan i så fald give lidt ro i sig selv. For andre vil det, de frygter, opleves som meget sandsynligt.

Uanset om katastrofen vurderes som sandsynlig eller ej, er det vigtigt, at man får talt om, hvad de kan gøre, hvis det, de frygter, skulle ske. Grunden til, at det virker stressdæmpende, er, at man så har en nødplan, og det at vide, at man har denne nødplan, kan gøre det nemmere at forholde sig mere rationelt til den situation, man står i, og dermed give en vej ud af handlingslammelsen. Populært sagt handler det om den frisættelse, der kan ligge i at se trolden i øjnene og sige dens navn.

HVAD DER NÆRER

Kognitive udfordringer og katastrofetanker er to aspekter, som er vigtige at tage højde for i rådgivningen af stressramte. Et tredje og meget centralt aspekt er, at stressramte får tunnelsyn i den forstand, at de fokuserer på det, der nager, og mister fokus på det, der nærer. At de mister fokus på det, der nærer, skal forstås på flere måder:

For det første mister mange stressramte fornemmelsen af deres egne kompetencer og ressourcer. Oplevelsen af at være overbelastet bliver til oplevelsen af ikke at slå til. Man vender bebrejdelserne indad i stedet for udad.

Derudover mister stressramte også kontakten til deres egne ressourcer i den forstand, at de holder op med at gøre det, der er godt for dem, hvad enten det handler om kost, motion, samvær med familie og venner, alenetid mm. Mekanismen er forståelig: Man er presset og tænker, at man bliver nødt til at prioritere og skære alt unødvendigt fra.

Problemet er blot, at det øger ubalancen mellem krav og ressourcer, og dermed øger det også stressen. En vigtig del af rådgivningen af stressramte handler derfor også om at sætte fokus på ressourcerne og få styrket dem – efter at man vel at mærke har forholdt sig til stressfaktorerne først. Når jeg har personer i rådgivningsforløb, slutter jeg ofte den enkelte samtale af med at tale med dem om, hvad der næ- rer dem, og hvordan de kan dyrke det til næste samtale.

Til det formål trækker jeg igen billedet af vægtskålene frem og beder dem sætte ord på det, der ligger på ressourcevægtskålen. Hvor henter de – eller hvor kan de hente - energi og næring? Hvor lader de op? Det kan både være i forhold til aktiviteter (at gå tur med hunden eller læse en god bog), relationer (familie, venner, kollegaer mm.), steder de kan lide at være osv. Hvis de har svært ved at sætte ord på det – eller ved i det hele taget at finde noget positivt frem – spørger jeg til, hvad der tidligere har givet dem energi og overskud. 

En anden spørgeteknik kan bestå i at spørge dem, hvad en god ven ville sige, at de har af ressourcer i dem selv og i deres liv. Alene det at sætte ord på ressourcerne kan øge kontakten til dem. Det kan dog være en god idé yderligere at forankre oplevelsen af ressourcerne, så det ikke kun bliver på et mentalt plan, at kontakten skabes.

Når de har sat ord på nogle af deres ressourcer, og vi har skrevet dem op under vægtskålen med ressourcer, beder jeg dem derfor mærke efter i kroppen, hvordan det er at tænke på disse positive ting. Ofte sker der det, at de efter lidt tid trækker vejret en anelse dybere end før. Den dybere vejrtrækning er udtryk for, at nervesystemet har givet en lille smule slip – og det er den tilstand, der skal understøttes.

Efter at have sat ord på ressourcerne laver vi – ligesom med stressfaktorerne – en handleplan for en eller to små ting, de skal gøre for sig selv til næste gang. Det er vigtigt, at det er noget, der føles overkommeligt, så det ikke bliver til endnu en belastning.

Når man laver vægtskålen, kan man stå i den situation, at nogle faktorer både hører til på vægtskålen med krav og på vægtskålen med ressourcer. Det kan fx være tilfældet med ens parforhold eller ens arbejde, der på nogle punkter kan opleves som noget positivt og givende og på andre planer som noget anstrengende og krævende.

I de tilfælde handler det om at konkretisere, hvad det er ved ens arbejde eller ens parforhold, der henholdsvis tærer og nærer. Opsummerende kan de gennemgåede råd for samtalen med stressramte samles i følgende oversigt: 

Tanker

  • Hvad er det værste, der kan ske?
  • Hvad er sandsynligheden for, at det sker?
  • Hvad kan du gøre, hvis det sker?

Krav

  • Hvilke ting stresser dig? (overblik)
  • Hvilke to ting fylder mest lige nu? (prioritering)
  • Hvad kan du eller andre gøre i forhold til de to ting til næste gang? (handleplan)

Ressourcer

  • Hvor henter du - eller har du tidligere hentet - energi? Hvor lader du op? (relationer, aktiviteter, steder mm)
  • Hvordan føles det at tænke på de ressourcer, du lige har nævnt?
  • Hvilken helt konkret ting kan du gøre for dig selv til næste gang?

Kig på din egen vægtskål

Én ting er, hvordan vi bedst hjælper de mennesker, vi sidder over for. En anden ting er, at vi som rådgivere også selv kan blive udsat for stress og belastninger – og her gælder det samme for os som for dem, vi rådgiver, nemlig at der skal være balance mellem krav og ressourcer.

Det kan derfor være en hjælp, at vi af og til stopper op og overvejer vores egen vægtskål. Hvad nager og hvad nærer os? Og hvad kan vi gøre for at skabe balance i vores eget liv, så vi kan blive ved med at brænde for at hjælpe uden selv at brænde ud.

 

   

Modtag nyhedsbrevet!

Tilmeld dig vores email liste og modtage træning og nyheder i din indbakke. 

Tilmeld
Close

Få nyheder og tips direkte in din indbakke!

Om behandling af dine personlige data: Venligt se Privacy Notice.